
23. august 2022, kl. 15:52
Når der 8. til 10. november åbnes op for den 31. udgave af SPS-messen i Nürnberg bliver alt næsten som før Covid-19-nedlukningerne. Det kniber dog fortsat med at få kineserne med, men til gengæld er den fremrykkede termin medvirkende til at flere fra Nordamerika ventes at komme, og blive opdateret blandt de cirka 1.100 udstillere.
Alle de globalt anerkendte producenter har sikret sig plads til årets Nürnberg-event inden for industriel automation; SPS 2022, fortæller arrangøren Mesagos Vice President Sylke Schulze-Metzner.
Blandt cirka 1.100 udstillere, der er på plads på et cirka 100.000 kvadratmeter stort udstillingsareal er der cirka 31. procent, der ikke har direkte tysk repræsentation, så messens internationale niveau er fortsat helt i top, men der mangler i forhold til SPS 2019 godt 100 udstillere fra Kina, som ikke kan få klarhed over, om de kan komme til Tyskland til november.
Annonce - artiklen fortsætter under banneret
På positivsiden er det imidlertid, at mens asiaterne, anført af Kina, har sværere ved at deltage i år, så er den fremrykkede termin et aktiv i forhold til nordamerikanske besøgende.
Igennem årene har det været et kritikpunkt, at messen lå sidst i november, og derfor faldt sammen med Thanksgiving, hvilket har afholdt mange canadiere og amerikanere fra at prioritere SPS. Det er fra og med i år ændret, fortæller Sylke Schulze-Metzner.
Blandt de danske udstillere, der er registreret via danske adresser er BJ-Gear, Concens, Danotrans, JVL Industri-Elektronik og Scancon Encoders.
