www.teknovation.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger og statistik. Se vores cookies-politik >>
29. juni 2022, kl. 11:44
Kurt Nielsen giver robotfaklen videre til Jacob Kortbek, der 1. juli bliver centerchef ved Teknologisk Institut i Odense.
Fra og med 1. juli 2022 overtager Jacob Kortbek rollen som centerchef ved Teknologisk Instituts robotteknologicenter i Odense fra Kurt Nielsen, der i stedet bliver teknologichef ved Teknologisk Institut, TI.
Jacob Kortbek er civilingeniør med en ph.d. i medicinske ultralydssystemer. Han har været ansat ved TI siden 2012, hvor han primært har beskæftiget sig med opgaver inden for visionteknologi og kunstig intelligens.
Annonce - artiklen fortsætter under banneret
Og han kommer med nogle ønsker til udvikling robotcentret for fremtiden:
"Vi ser i dag, at robotteknologi er bedst repræsenteret i fremstillingsindustrien, hvor man både møder klassiske industrirobotter, kollaborative robotter og mobile robotter," siger han, og fortsætter:
"Vi er allerede startet på det, men vi intensiverer nu vores arbejde med også at få teknologien og robotløsningerne ud til kunderne, der ikke har et ben i fremstillingsindustrien. Vi skal altså hjælpe med at brede teknologierne ud og gøre gavn i endnu flere brancher og domæner."
Fremover vil der ikke mindst blive arbejdet med robotteknologi, der kan fungere udendørs eller i miljøer uden for fabriksgulvet, kollaborative løsninger og kunstig intelligens, uddyber han, og påpeger, at GTS-instituttet har en bred vifte af uvildige specialister og fagligheder, som nu og i fremtiden vil blive en del af løsningerne til virksomhederne.
Hertil bliver det ikke mindst de store dagsordner som grøn omstilling, mangel på arbejdskraft og digitalisering, der kommer højt på dagsordnen.
Og de kræver i endnu højere grad en tværfaglighed. Det gælder ikke kun i Danmark, men også på tværs af landegrænser ud i Europa, hvor de samme dagsordner optager industrien. Der er nemlig et stort uudnyttet potentiale i krydsfeltet mellem teknologi og de mange forskellige brancher i industrien. Det gælder i Danmark såvle som på tværs af landegrænser, konstaterer han.