www.teknovation.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger og statistik. Se vores cookies-politik >>
1. juni 2022, kl. 09:34
R&D Test Systems A/S, Hinnerup, meddeler at virksomheden er valgt til at konstruere og levere en hydrostatisk testbænk til kinesiske Zhejiang Tianma Bearing Group, TMB, til test af vindmøllers hovedaksellejer.
R&D Test Systems står foran sit største projekt til en kinesisk kunde til dato. Testbænken vil blive installeret i et aktuelt bygget lejetestcenter hos TMB, som er en af de største lejeproducenter i Kina, og bestræber sig på også at være en global leverandør af lejer til de førende vindmølle-OEM’er, fremhæver R&D Test Systems.
”Det er et milepælsprojekt i Kina, og samarbejdet med TMB har været godt og meget effektivt, hvilket gør det muligt for os at levere testbænken med kort leveringstid,” forklarer Kasper Willatzen, Sales Manager hos R&D Test Systems, videre.
Annonce - artiklen fortsætter under banneret
Formålet med at teste lejerne er primært at validere design og levetid af hovedaksellejer til både on- og off-shore-vindmøller. Det gøres ved at påføre både statiske og dynamiske belastninger på lejerne, der simulerer de realistiske forhold, som lejerne vil opleve igennem deres levetid i vindmøller. Denne form for test kaldes Highly Accelerated Lifetime Test, HALT, og er afgørende for at sikre lejernes holdbarhed, fremhæver R&D Test Systems-salgschefen.
”Vi er glade for støtten og fleksibiliteten fra R&D Test Systems på dette projekt. R&D har en dybdegående viden om test i vindindustrien, og de har lavet flere store projekter såsom LORC's 25 MegaWatt HALT-testbænk. Vi ser frem til vores fortsatte samarbejde med R&D Test Systems for at styrke vores kompetencer indenfor udvikling af vindmøllers hovedaksellejer,” siger direktør Marco Lu, TMB Advanced Manufacturing Center.