
3. maj 2021, kl. 14:04
Den svenske industrikoncern Indutrade har opkøbt producenten af tank- og rørsystemer CKJ Steel A/S.
Indutrade, som i 2020 omsatte for mere end 19 milliarder svenske kroner og har over 7.000 ansatte fordelt på en række virksomheder i over 30 lande, lader trods overtagelsen CKJ Steel A/S fortsætte med uændret identitet og organisation, herunder samme ledelse, og tilføres nu et internationalt netværk, fremhæves det.
Baggrunden for opkøbet er, ifølge CKJ Steel-ledelsen, et ønske om at fremtidssikre virksomhedens muligheder for at tilføre både eksisterende og nye internationale kunder værdi af vores mange kompetencer.
Det får virksomheden nu en unik mulighed for med det globale netværk Indutrade tilfører. Og på samme måde passer CKJ ind i Indutrade med mange virksomheder, hvor vi kan dele teknologi på tværs af virksomheder, påpeges det.
CKJ Steel blev etableret i 1993 af Carsten K. Jensen, der fortsat er virksomhedens direktør.
I begyndelsen udførte CKJ Steel først og fremmest traditionelt smedearbejde, men løsninger i rustfri stål fyldte efterhånden mere og mere i ordrebogen, og med det fulgte tanke og rørsystemer til procesanlæg.
Med tiden blev det et strategisk fokusområde, hvor der, ifølge ledesen, er opbygget kompetencer og dyb indsigt i de ganske særlige krav, virksomheder og myndigheder verden over stiller til procesanlæg. Krav, som blandt andet omfatter kvalitet, sikkerhed, dokumentation og sporbarhed.
I dag betegner firmaet sig som en af markedets førende leverandører af tanke og rørsystemer til procesanlæg til blandt andet medico-, biotek-, fødevare-, offshore-, energi- og industrivirksomheder, hvilket Indutrade-direktør, Bo Annvik, også lægger til grund for opkøbet.
