www.teknovation.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger og statistik. Se vores cookies-politik >>
9. februar 2021, kl. 07:02
Vejle-producenten Cleentek A/S, der bygger industrielle vaskeanlæg er gået den digitale vej for at få maskinerne godkendt og sendt ud i verden. Det gælder også en aktuel rekordstor specialløsning til den tyske bilindustri, hvor firmaet har leveret otte anlæg på otte år til samme kunde.
Online-godkendelserne af de skræddersyede vaskeanlæg har sikret kunderne levering til tiden og samtidig frigivet lagerkapacitet hos Cleentek. Et automationsanlæg på 12,5 meter er det længste anlæg virksomheden nogensinde har konstrueret, og det er blevet demonstreret og godkendt virtuelt. Under normale omstændigheder er døren på Pottemagervej i Vejle åben for besøgende fra hele verden, men i Covid-19-tiden har den digitale løsning vist sig brugbar.
”Det er gået over al forventning. Kunderne har været med på skærmen, mens vi har gennemført de endelige test. Vi har demonstreret de samme ting, vi normalt gør, og fået afklaret de sidste detaljer inden afsendelse. På den måde har vi også undgået at færdige anlæg hobede sig op på lageret”, siger Jens Alexander Lund, der er salgschef hos Cleentek. Han uddyber, at de digitale godkendelser er mindst lige så omfattende, som når kunden er fysisk til stede.
Annonce - artiklen fortsætter under banneret
”Der er ingen tvivl om at de helst vil se anlægget ”live”. Derfor er der ofte mange supplerende spørgsmål til en virtuel test. Også selvom vi tidligere har leveret til kunden og de udmærket kender vores produkter. Automationsanlægget til Tyskland er fremvist online, og integreringen med robotterne i deres produktion er gået smertefrit,” understreger Jens Alexander Lund
Det 12,5 meter lange vaskeanlæg i rustfrit stål skal rengøre fremstillede emner for spån og bearbejdningsolier. Anlægget er opbygget med ni vaskefunktioner, fire kølingszoner og et specialfremstillet 400 millimeter transportbånd, der automatisk vender emnerne korrekt for bedst mulig affedtning, dræn og tørring. Den fuldautomatiske vask betjenes af to robotter, der henholdsvis lægger emner på båndet og efterfølgende plukker og placerer dem i pallerammer til montagelinjen. Det er et lavenergi-anlæg, hvor man fra Vejle kan overvåge det aktuelle energiforbrug via et egenudviklet PLC-system.
”Leverancen indeholder mange af de elementer, vi oplever stigende interesse for. Der er stort fokus på automation og energioptimering”, siger Jens Alexander Lund og tilføjer, at ordren befinder sig i millionklassen.