
7. februar 2020, kl. 13:32
NNIT A/S meddeler, at virksomheden pr. februar er blevet medlem af Danish Cloud Community, og således kan være en del af de fælles netværksaktiviteter, uddannelse, markedsanalyser, erfaringsudveksling og events.
For NNIT er det naturligt at engagere sig i branchen og arbejde sammen med øvrige aktører for at sikre bedre gennemslagskraft, forklarer Søren Svarrer Nielsen, CVP, NNIT, i forbindelse med virksomhedens indtræden som medlem af Danish Cloud Community:
”Danish Cloud Community skaber bedre vilkår på et af de største vækstområder hos NNIT. Hybride cloudløsninger hører til NNIT’s kerneydelser, og da udviklingen løber så hurtigt, er der brug for løbende at afstemme og sparre med et netværk og med relevante myndigheder og interessenter. Vi ser frem til at understøtte de fælles netværksaktiviteter, uddannelse, markedsanalyser, erfaringsudveksling og events, så vi kan løfte i flok”.
Annonce - artiklen fortsætter under banneret
Danish Cloud Community er Danmarks største branchefællesskab for cloud- og hostingvirksomheder.
”NNIT er en af landets største udbydere af it-services, som støtter både offentlige og private virksomheder og hjælper nogle af landets største virksomheder med cloudmigrering og digital transformation. De bringer fornyet inspiration til netværket, og det øger naturligvis vores gennemslagskraft,” fortæller direktør Jens E. Thorndahl, Danish Cloud Community.
Cloud- og hostingmarkedet er i betydelig vækst og Danish Cloud Community har bevist, at selvom man er i knivskarp konkurrence om kunderne, så kan man godt samarbejde om at skabe nogle fælles gode vilkår for branchen. Udover at arbejde for disse vilkår i relation til danske og internationale myndigheder, organisationer og virksomheder, arbejder foreningen målrettet på at øge kvaliteten af ydelserne i cloud- og hostingmarkedet. Det er også årsagen til, at Danish Cloud Community har oplevet en markant vækst i medlemstallet og en medvirkende årsag til, at NNIT gerne vil være med:
”NNIT har et ønske om at bidrage aktivt til den fortsatte udvikling af vores community, og vi glæder os meget til et gensidigt udbytterigt samarbejde,” fastslår Jens E. Thorndahl.
