Teknovation Logo






 

Danmark glider bagud i robotkapløbet

  • Netop offentliggjorte tal for det globale salg af robotter viser, at Danmark er ved at sakke bagud i robotkapløbet, påpeger DIRA.

18. september 2019, kl. 06:32 

Dansk Robot Netværk, DIRA, har indsamlet danske tal til International Federation of Robotics, IFR´s, årlige rapport. I Danmark er der nu et stagnerende tal i salg af robotter, og Danmark falder tilbage i den globale analyse.


Efter flere år med moderat vækst i salget af antallet af robotter i Danmark, ses nu en stagnering i salget. Således blev der i 2018 solgt 673 industrirobotter mod cirka 800 robotter i 2017.

"Der er ikke noget entydigt svar på, hvorfor udviklingen ser ud, som den gør. Men en del af svaret er, at danske virksomheder ikke har tid eller mangler viden til at gennemføre investeringer i robotteknologi, viser de seneste undersøgelser," siger sekretariatsleder i DIRA, Søren Peter Johansen.

Annonce - artiklen fortsætter under banneret


Nærlæser man tallene, kan man se forskellige tendenser fra land til land på globalt plan. Danmark er for eksempel på en flot sjetteplads, når man måler i tætheden af robotter. Robottætheden er et direkte mål for, hvor mange robotter, der er installeret pr. industriarbejder, og således et udtryk for hvor godt robotter - og formodentlig anden højteknologi - er implementeret i industrien.

De sidste fem år har Danmark haft en gennemsnitlig vækst på 6 procent i tætheden af robotter. Men andre lande har haft en større vækst i tæthed i robotter, viser tallene. Faktisk ligger Danmark helt nede på plads nummer 30 målt på vækst i robottæthed.

"Hvis tendensen fortsætter, vil Danmark sakke længere og længere ned af rangstigen; og således allerede i 2023 være røget ned på en 11.-plads i robottæthed," siger formand for DIRA Kim Reeslev.

"Det er værd at bemærke, at Danmark i løbet af fem år vil være overhalet af lavtlønslande som Slovakiet og Slovenien, når det kommer til tætheden af robotter i industrien," fortsætter han, og tilføjer:

"Det er et signal til de danske virksomheder om, at de fortsat og i højere grad skal investere i automatisering, så vi kan konkurrere med lavtlønslandene. Ellers kan det koste Danmark dyrt på sigt".

Således kalder Kim Reeslev de seneste tal for et ”wake-up-call” for de danske virksomheder:

"Det er blandt andet igennem indførelsen af seneste robotteknologi, at vi kan styrke den danske konkurrenceevne og fastholde job herhjemme. Derfor skal danske virksomheder se det her som et wake-up-call til at komme i gang med investeringer i automationsteknologi," fastslår Kim Reeslev.

DIRA kan man også møde på den kommende hi-messe den 1. til 3. oktober i Hal L, hvor man kan høre mere om mulighederne for øget automatisering.


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik
 

www.teknovation.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger og statistik. Se vores cookies-politik >>