
29. maj 2018, kl. 07:02
LEGO House, Danfoss og Clean Solutions var blandt vinderne mandag aften, da årets Danish Design Award-trofæer blev uddelt.
Designere og virksomheder bag værdiskabende danske designløsninger modtog mandag aften prisen Danish Design Award, der uddeles inden for 15 kategorier.
I kategorien People’s Choice løb Danfoss Eco, der er en enkel, men højeffektiv radiatortermostat, som kan give energibesparelser i private hjem, af med sejren. Den tilhørende Bluetooth-app gør det let at tilpasse varmestyringen i de forskellige rum.
Annonce - artiklen fortsætter under banneret
Inden for plastindustrien kunne LEGO med LEGO House designet af BIG, Bjarke Ingels Group, strække hænderne i vejret. LEGO House er tænkt som en landsby for leg og læring og som et kulturcenter, der favner både arkitektur og byrum, og som byder Billunds gæster og lokale indbyggere velkommen.
LEGO House er design, der på en intuitiv måde lykkes med sin formidling af virksomheden og varemærkets filosofi – og samtidig er en farverig hyldest til den nordiske tradition for samarbejde, innovation og livslang læring, fremhæves det i begrundelsen for prisen.
Ligeledes på plastsiden tog virkomheden Peefence prisen i kategorien Clean Solutions. Virksomheden har udviklet et pissoir til musikfestivaler og andre store udendørs arrangementer, der kan installeres på et flytbart hegn på få minutter uden brug af værktøj.
Peefence urinalet er en proaktiv designløsning, der tager kampen op med de uhygiejniske forhold, og gør det enkelt for arrangører at opsætte fleksible urinaler. Bæredygtighed er tænkt ind fra start til slut, da både produktion og transport kræver meget lidt energi.
”Danmark er verdenskendt som en designnation. Og hvorfor er vi det? Jeg mener at det primært handler om, at vi er eminente til at løse problemer. Vi er eminente til at arbejde sammen. Vi er eminente til at spørge ind og tilegne os ny viden. Noget af det Danish Design Award kan, er både at hylde virksomheder der har tænkt stort, men også den lille ide, som kan blive til noget stort. Danish Design Award er der hvor vi hylder designerne, processerne og tankerne bag løsningen og ikke mindst, det allervigtigste, effekten af godt design,”
fremhæver direktør for Design Denmark, den danske designbranches organisation, Abelone Varming.
Direktør for Dansk Design Center, Christian Bason, tilføjer:
”Danish Design Award er den ene gang om året, hvor vi får lov at hylde det bedste danske design og den forskel, det kan gøre for dig og mig. Det er gennem design og designmetoder, at vi kan skabe løsningerne for det næste samfund, så de giver mening og værdi for borgerne. Om det er en digital platform, der letter kommunikationen mellem pacemakerpatienter og deres læger eller om det er en app, der hjælper os med at regulere vores termostater og bedre indeklimaet, så bidrager det til at gøre vores liv bedre.”
