
16. april 2020, kl. 17:01
Målrettet operatører i industrien skal et nyt AMU-fjernundervisningskursus nu klæde både medarbejdere og virksomheder bedre på til bæredygtig produktion, fremhæver brancheorganisationen Plastindustrien.
Det nye AMU-kursus er døbt ’Bæredygtig produktion’ og varer i to dage.
Det skal være med til at understøtte praksis i forhold til at hjælpe virksomheder med at nå FN’s Verdensmål om bæredygtige forbrugs- og produktionsformer samt miljøstandarder og -krav, fremhæver Plastindustrien.
Nærmere bestemt handler det om at virksomheder og medarbejdere skal styrke kompetencerne inden for eksempelvis genanvendelse og energirigtig produktion.
Når kurset er gennemført, skal deltagerne således være i stand til at udvikle og fastholde bæredygtig adfærd og processer i produktion i forhold til emner som affaldssortering, genanvendelse, energirigtig produktion, håndtering af spild, reduktion af ressourceforbrug, overholdelse af miljøstandarder og -krav.
Efter nedlukningen af landets erhvervsskoler bliver kurset holdt som fjernundervisning. Det betyder, at deltagerne kan gennemføre kurset online, mens de sidder derhjemme eller på arbejdspladsen.
Læs mere her.
