
29. april 2019, kl. 07:46
Ifølge DTU, vil et nyt forankringssystem til kulfiberarmering, der er fem gange stærkere end stålarmering, kunne øge betonkonstruktioners levetid og bæreevne væsentligt. Systemet er nu patenteret og videreudvikles med en amerikansk partnervirksomhed.
Et spændende forankringssystem til kulfiberarmering, som kan bruges til at forstærke og levetidsforlænge broer, siloer og andre bygninger, er blevet lanceret af lektor på DTU, Jacob Wittrup-Schmidt, annoncerer DTU.
Ifølge forskeren, kan systemet byde på brudstyrker, der er fem gange højere end stålarmering og skabe mulighed for varslede brud, hvilket ellers har været kulfiberarmerings akilleshæl.
Kernen i de patenterede opfindelser er innovative forankringsmekanismer til kulfiberarmering. Forankringen løser den udfordring, at kulfiber har en høj trækstyrke i fiberens retning, men er meget sårbar over for påvirkninger på tværs. Det gør det udfordrende at forankre armeringen uden samtidig at reducere kulfiberens styrke, fortæller lektor Jacob Wittrup-Schmidt, ifølge universitetet.
”I øjeblikket pågår der en evaluering af test og teori, som skal verificeres og gennemarbejdes af samarbejdspartnerne. Derudover vil der blive udarbejdet internationale artikler og dokumentation, og mekanismen vil blive testet af eksterne parter. Det er målet, at den første løsning bliver præsenteret i 2019,” udtaler DTU-forskeren.
Opfindelsen er netop patentansøgt, og udviklingen af opfindelsen fortsættes nu i et samarbejde med firmaet S&P Reinforcement Nordic, som ejes af amerikanske Simpson Strong-Tie, oplyser DTU.
