
8. marts 2018, kl. 12:42
På vegne af Plastindustrien har foreningens bestyrelsesformand, Søren Ulstrup, skrevet et mindeord for æresmedlemmet Jens Uhl Nielsen, DKI Plast, der afgik ved døden den 28. februar i år.
Jens Uhl Nielsen har brugt en menneskealder på at være aktiv i plastbranchen, og han har været med til at drive/opbygge en stor virksomhed (DKI Plast) sammen med sine brødre, som de overtog fra deres far. I dag beskæftiger virksomheden et par hundrede medarbejdere i Slovakiet, hvor der bliver fremstillet produkter til en bred vifte af internationale kunder.
Alle der har kendt Jens Uhl Nielsen ved, at han altid var meget positiv og humoristisk anlagt. Han ville altid gerne afsøge mulighederne for nye samarbejder, men man var også altid sikker på, at han gav sin personlige mening til kende, skriver Søren Ulstrup.
Igennem årene har han ydet en fuldstændigt fantastisk indsats i Plastindustrien ikke mindst som medlem af bestyrelsen i 17 år.
Derudover har Jens Uhl Nielsen også været en meget markant formand i foreningens uddannelsesudvalg, hvor han var stærkt optaget af, at vi i Danmark var i ”world class med hensyn til viden og uddannelse inden for plast.”
Endvidere har han også været i spidsen for vores forretningsudviklingsudvalg. Derfor var det også med stor glæde, at jeg i år 2016 havde det privilegium at kunne udnævne Jens Uhl Nielsen, som det første æresmedlem i Plastindustriens historie.
Vore dybfølte tanker går til Jens’ hustru Anne Mette og den øvrige familie, afslutter Søren Ulstrup.
