
22. juli 2022, kl. 09:56
Linde Gas A/S valgtes blandt ni indstillede virksomheder som modtager af Fredericias CSR-pris, som i år uddeles for første gang, og ikke mindst anerkender og understøtter de, der kobler forretning med socialt ansvar, for eksempel gennem inklusion af kommunens borgere i et arbejdsfællesskab.
I Fredericia bidrager mere end 230 virksomheder til CSR7000; et kommunalt initiativ til nedbringelse af ledigheden, herunder opkvalificering og job til udsatte borgere. De ni virksomheder var nomineret af Fredericia Kommune, Dansk Handicap Forbund og Business Fredericia, og heriblandt altså Linde Gas, der nu er udråbt til vinder for sit samfundsengagement, men også for virksomhedens samarbejde med Fredericia Jobcenter for at få personer, der har mistet tilknytningen til arbejdsmarkedet, tilbage på arbejdsmarkedet. Flere er således blevet ansat efterfølgende.
”Det er en ære at få denne pris. Denne lokale forankring af CSR, med mennesker der ikke har de samme forudsætninger som os andre for at komme på arbejdsmarkedet, har været en rejse, hvor man har lært at det der skal til, er tid og plads til hinanden. Der har været svære stunder, hvor man ikke rigtig véd, om man magter hele processen med et menneske, som man gerne vil gøre noget godt for. Men alt i alt har det været rigtig, rigtig fantastisk - alene sådan et smil, som man kan få fra en medarbejder, der lige pludselig opdager den tryghed, der er i at få kollegaer og alt muligt andet, kan ikke erstattes af noget,” siger Torben Eriksen fra Linde Gas i Taulov.
”Hos Linde globalt og lokalt arbejder vi meget seriøst med CSR. Som det eneste industrigasselskab i Danmark er vi arbejdsmiljøcertificerede efter ISO 45001. Herudover er vi medlem af Green Network og har modtaget diplom og flag for opfyldelsen af miljøkravene til netværket, og arbejder således også fokuseret på det forebyggende miljøarbejde,” fortæller Max Engelberth.
