www.teknovation.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger og statistik. Se vores cookies-politik >>
5. marts 2025, kl. 16:54
Timtos 2025-messen, som forleden blev åbnet i Taipei, hvor den kører til og med 8. marts, anvendes til at markere de første 50 år i Goodway-gruppen.
Goodway-gruppen, der blandt andet også tæller Awea, kan i 2025 fejre sit 50 års jubilæum, og det markeres i forbindelse med årets Timtos-messe i Taipei, der løber til og med lørdag den 8. marts, hvor man på en større stand har gjort plads til flere af de seneste CNC-maskiner i produktprogrammet.
Blandt andet præsenterer Goodway en produktionscelle bestående af en netop lanceret GA-2000Y CNC-drejebænk og en rundsliber GRA-2060, der i kombination med Gantry Loader kan håndtere halvfabrikata direkte fra paletter ind og ud af cellen til drejning og slibning inklusive automatisk opmåling til kontrol af emnerne.
Annonce - artiklen fortsætter under banneret
Awea præsenterer for første gang officielt deres egenudviklede B-C-hoved i tre varianter til en start. Største model er i stand til at levere hele 314 Newtonmeter på spindlen. De aktuelt lancerede B-C-hoveder er udstyret med 3 torque-motorer til slørfri bevægelse i B +/- 105 grader og C +/- 360 grader.
Spindelomdrejninger kan frit vælges mellem 12.000, 15.000, 24.000 omdrejninger/minuttet. Hovedet kan leveres i kombination med flere at Aweas portalmaskiner, herunder RG5, Mega5, SP- og LP- modellerne.
På miljøsiden præsenteres et egenudviklet frekvensstyret hydrauliksystem, som har bevist sig i stand til at spare op til 90 procent energi, som samtidig med den lavere varmeudvikling gør det muligt at have en mindre tank med hydraulikolie. Systemet kan vælges som option, og tilbagebetalingstiden er omkring 12 måneder, oplyser den danske Goodway-repræsentant, Metalmaskiner A/S, som også er at finde på standen med en delegation.
Og med de aktuelle energipriser i dag ser den danske maskinforhandler ind i en fremtid, hvor man forventer at energieffektivitet bliver en standard for maskiner solgt i Danmark.