www.teknovation.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger og statistik. Se vores cookies-politik >>
22. august 2024, kl. 17:55
Der var kø til deltagerlisten ved årets første DIRA Automatiseringspris-besøg hos nominerede Danfoss Power Solutions i Nordborg. I alt var der plads til 30 branchefolk, og de heldige fik se det store robotlagersetup, som nu håndterer producentens primært spåntagede emner.
Til at håndtere det store flow af emner fra den spåntagende produktion såvel som komponenter fra eksterne leverandører har Danfoss Power Solutions implementeret en automatiseringsløsning i lagerarbejdet bestående af gridbaserede robotter, industriel robotteknologi og en AIV-flåde.
Nærmere bestemt er der tale om et skræddersyet Autostore-system tilføjet emnetransport med mobilerobotter fra Omron og industrirobotter bygget ind i de eksisterende lokaler for forretningsområdet Spool Valve Solutions under Danfoss Power Solutions' Controls-division i Nordborg.
Annonce - artiklen fortsætter under banneret
Arbejdet er foretaget i samarbejde med partnerne Element Logic og Robotool, og det store setup kørte nonstop under torsdagens besøg.
På dagen fremhævede Danfoss-medarbejderne det store arbejde, der har pågået under to år, for at komme i mål med en samlet løsning, der sikrer stor fleksibilitet og effektivitet i lager- og logistikarbejdet, som nu i højere grad sker autonomt frem for manuelt.
Den øgede produktivitet er ikke mindst et resultat af et vellykket softwarearbejde med integration af systemer i forbindelse med det benyttede SAP ERP-system, som gør at komponenter nu plukkes og leveres det rette sted til den rette tid, og så har systemet forbedret arbejdsmiljøet, da det i forbindelse med indlagring og pluk af komponenter kan køre med en højere automatik, konstateredes det.
Den endelige vinder af DIRA Automatiseringsprisen 2024, hvor de øvrige nominerede er AVK International A/S og DEIF A/S, findes på førstedagen af AUTOMATIK 2024-messen, der holdes i Brøndby den 10. til 12. september.