
16. februar 2023, kl. 16:02
MC Uldall Maskinfabrik A/S er det seneste medlem i Manufacturing Academy of Denmark, MADE. Og Skanderborg-virksomheden skal være med til at undersøge fejlkilder i forkromede nikkelcylinderrør.
Den primære produktion hos MC Uldall Maskinfabrik A/S er metalemner til blandt andet fødevare-, medicinal-, forsknings- og offshorebrancherne.
Det er allesammen områder, der stiller store krav til fleksibilitet og kvalitet, som virksomheden skal leve op til med en maskinpark, der inkluderer muligheder for multitasking-bearbejdning, drejning, fræsning og automatdrejning.
I forbindelse med medlemskabet bliver Skanderborg-virksomheden en del af et MADE Demonstrationsprojekt med FORCE Technology, der skal identificere kilder til forskellige fejltyper ved produktionen af forkromede nikkelcylinderrør.
Indehaver af den østjyske underleverandør, der blev stiftet i 1993, er Niels K. Nielsen.
Aktuelt beskæftiger firmaet cirka 45 medarbejdere.
