Teknovation Logo






www.teknovation.dk > Spåntagende metalbearbejdning
  • Cookies politik
  • English
 

Mekoprint køber aktiemajoriteten i Microturn

  • Med investeringen i Microturn bliver Mekoprint nu den største udviklingspartner og leverandør af mikrokomponenter i Norden.

1. september 2022, kl. 13:36 

Mekoprint meddeler, at koncernen netop har købt 67 procent af aktierne i Microturn A/S, Humlebæk, der har specialiseret sig i mikrodrejning og er blandt de førende virksomheder på området i Nordeuropa.


Markedet for mikrobearbejdning er i kraftig vækst på grund af efterspørgslen på mindre og mindre produkter, og selv om Mekoprint allerede har en større produktion af mikrokomponenter, bliver virksomheden styrket betydeligt med købet af aktierne i Microturn.

"Mekoprint og Microturn er et særdeles godt match. Microturn har gennem de seneste 25 år udelukkende specialiseret sig i teknologien omkring mikrodrejning og er i en liga for sig på området. Sammen bliver vi nu den største sparringspartner og leverandør af mikrokomponenter i Norden med en omsætning på over 100 millioner kroner baseret på en unik kombination af produktionsteknologier. Samtidig er investeringen i Microturn et vigtigt led i Mekoprints strategi om både organisk vækst og opkøb i de kommende år," siger Mekoprint-CEO Anders Kold.

Annonce - artiklen fortsætter under banneret


Microturn har 22 ansatte på en topmoderne fabrik i Humlebæk, og ofte er Microturn den eneste leverandør på det nordiske marked, der kan producere komplekse emner i høj volumen med en diameter helt ned til 0,1 mm. Evnen til at fremstille meget små elementer med en høj effektivitet og ekstrem præcision er helt afgørende, når der skal leveres komponenter til blandt andet høreapparater, robotter og medicinsk udstyr.

"Microturn er i kraftig vækst og har brug for en partner, der kan hjælpe med en fortsat udvikling af samarbejdet med både små lokale og store internationale virksomheder. I Mekoprint har vi fundet en partner med særlig forståelse for at kombinere stor ledelsesmæssig selvstændighed med fælles kunder, kultur og al den administrative support vi har brug for," udtaler sælger, Claus Geleff der også er administrerende direktør i Microturn.

Ud over Mekoprint og Claus Geleff, tæller ejerkredsen i Humlebæk-selskabet desuden de to øvrige ledere i Microturn, Jens Enevoldsen og John Bertran Clemmensen.

I forbindelse med opkøbet i Microturn skifter Mekoprint-divisionen Chemigraphics navn til Micromechanics, som Microturn bliver en del af. Micromechanics eksisterende produktion af mikro-komponenter i Støvring omfatter blandt andet ætsning, finstans, mikrolaserskæring og mikrofræsning. Herudover arbejdes der også med mikrodrejning, som bibeholdes i Støvring, blandt andet i kombination med andre processer. Investeringen i Microturn får derfor kun positiv betydning for antallet af medarbejdere både i Støvring og Humlebæk.


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 



 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik