
30. april 2022, kl. 17:14
Trods udfordringer med rammerne under konkurrencen lykkedes det lørdag at kåre en danmarksmester i industriteknik ved DM i Skills.
Vinder af industriteknikerkonkurrencen ved DM i Skills 2022 blev Mads Riis Sørensen, der har taget sin uddannelse ved Techcollege i Aalborg og været i lære hos Nymann Teknik ApS i Hobro.
Deltagerne skulle fremstille en række komponenter til en vindmølle i mindre format, og som noget nyt var der implementeret en opgave med 3D-print.
Annonce - artiklen fortsætter under banneret
Ved starten af konkurrencen onsdag var der problemer med stømmen, der gik, hvorfor deltagerne først kom i gang torsdag morgen, og her var der i perioder slukket for varmen og derfor skiftende temperaturforhold, som vanskeliggjorde forholdene for nogle af deltagerne.
På trods af udfordringerne lykkedes det i sidste ende at gennemføre arrangementet, og lørdag blev der kåret en ny Danmarksmester.
Vinderen, Mads Riis Sørensen, kender til det at arbejde under vanskelige forhold.
Han kommer nemlig direkte fra sit ophold i Livgarden, hvor han har fået tjenestefri til at kunne deltage i DM i Skills.
Værnepligten i Livgarden betegner han som et sabbatår, efter han afsluttede sin uddannelse som industritekniker i januar.
Årets samarbejdspartnere på industritekniksersiden var DMG MORI Danmark, Seco Tools A/S og Cimco A/S, der stod for maskiner og tilhørende værktøj, Cad-/Cam-software, øvrigt udstyr og ikke mindst personale på standby alle fire dage under konkurrencen, som i år fandt sted i vestsjællandske Høng uden for Kalundborg.
