
3. januar 2022, kl. 13:44
Mandag meddeler Weibel Scientific A/S, at 48-årige, norske Frode Scott Nilsen er udnævnt til CEO, hvor han efterfølger Peder R. Pedersen, der bliver i virksomheden som Senior Sales Executive.
Ved Allerød-domicilet for Weibel Scientific har Frode Scott Nilsen mandag haft første arbejdsdag som CEO, hvor han er blevet udnævnt i forbindelse med en nu mere aggressiv vækststrategi, med styrket global tilstedeværelse og et skærpet overvågningsradarfokus til både forsvar og civile anvendelser, hvor det er målsætningen at nå en milliarder kroner i omsætning i 2025.
Frode Scott Nilsen tager over som CEO efter Peder R. Pedersen, der bliver i virksomheden som Senior Sales Executive.
Annonce - artiklen fortsætter under banneret
48-årige Frode Scott Nilsen kommer fra en stilling som Senior Vice President i belysningsvirksomheden Glamox AS, og har opbygget 20 års erfaring fra internationale topposter i olie- og gasindustrien, blandt andet som CEO for Multi Phase Meters AS og FMC Separation Systems BV i den internationale virksomhed TechnipFMC.
”Weibel har de seneste år formået at forny sig selv med udvikling af produkt-porteføljen til nye markeder og samtidig leveret solid vækst. Vi kan ane konturerne af det unikke potentiale virksomheden står med, og derfor er tiden inde for et generationsskifte, der skal bringe os ind i næste fase af vækstrejsen. Frode Scott Nilsen kommer med et nyt fokus og en klar vision for, hvordan virksomheden skal forløse denne strategi og er derfor den helt rette mand til opgaven,” siger Weibel Scientific-bestyrelsesformand Jørgen Falkebo Jensen.
Han oplyser, at ansættelsen af Frode Scott Nilsen sker i forlængelse af millioninvesteringer i yderligere produktionsfaciliteter, en professionalisering af radarvirksomheden samt en udvidelse af vækststrategien til i højere grad også at fokusere på overvågnings-radarer til civile anvendelser ud over forsvarssektoren.
”Ud over organisation og leverancesikkerhed vil jeg fokusere på at styrke vores position på overvågningsradarer til forsvar og skabe gennembruddet på det civile marked. Jeg tænker blandt andet på radarer til luftfart, hvor der er behov for Weibels XENTA-radar til at detektere droner, så vi alle kan flyve sikkert. Her ligger der et stort uforløst potentiale,” siger Frode Scott Nilsen.
Der er glæde over, at Peder R. Pedersen, som har været hos Weibel i 39 år, de seneste 21 år som CEO, fortsætter i Weibel, i en rolle, hvor han skal realisere salgspotentialet hos nogle af Weibels største forsvarskunder i USA.
De sidste fem år er virksomheden gået fra en omsætning på 217 millioner og en medarbejderstab på 100 til i dag at kunne præstere en omsætning på 367 millioner og beskæftige 255 højtspecialiserede ingeniører og teknikere. Ambitionen er nu at løfte Weibel til milliardklassen i 2025.
”På trods af nye satsninger og udskiftning i ledelsen, og selvom vi ekspanderer til nye markeder og konstant skubber til grænserne for det mulige, både inden for fysikkens og organisationens rammer, består det velkendte Weibel stadig,” understreger bestyrelsesformand Jørgen Falkebo Jensen.
