
12. februar 2018, kl. 08:04
Maskingruppen A/S har indgået aftale med taiwanesiske Cosen om den fremtidige forhandling i Danmark af afkortningsløsningerne.
Cosen-båndsave vil fremadrettet være repræsenteret ved Maskingruppen Spån A/S i Danmark, meddeler direktør Finn Holmquist, som netop har indgået aftalen med den taiwanesiske producents datterselskab i Europa, der også omfatter et større lager, så der kan leveres hurtigt.
"Cosen-programmet er netop inden for de felter, hvor vi i forvejen har leveret save i Danmark, og det er stærke løsninger, som i vid udstrækning styrker os i markedet," fastslår salgschef Erik Rosenstand, og fortsætter:
Annonce - artiklen fortsætter under banneret
"Vi har hidtil forhandlet Kasto-båndsave, men producenten har besluttet sig for fremover at have den direkte kontakt med forbrugerne i Danmark, og vil fremover forestå det opsøgende salg til danske potentielle kunder via deres datterselskab i England."
Erik Rosenstand ser gode muligheder for Cosen-maskinerne, som han på flere områder mener er overlegne i markedet, og samtidig prisattraktive:
"Cosen er bestemt en solid, stærk og effektiv sav, udfærdiget i fornuftige arbejdsområder, hvor vi i Danmark netop oplever stor interesse, så vi har fået et optimalt match," siger Erik Rosenstand.
Han understreger videre, at Maskingruppen Spån vil fortsætte med at yde service, eftersyn og sælge reservedele til Kasto-maskinerne i Danmark, så der ikke vil opstå problemer/forsinkelser i eksisterende kunders produktion.
