www.teknovation.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger og statistik. Se vores cookies-politik >>
19. maj 2025, kl. 10:56
Både arbejdsglæden og loyaliteten er steget blandt de cirka 60 medarbejdere hos Tasso i Odense, viser den årlige trivselsundersøgelse.
For tredje år i træk har jernstøberiet Tasso A/S i Odense gennemført en trivselsundersøgelse blandt de cirka 60 medarbejdere. Hele 96 procent af medarbejderne har besvaret undersøgelsen, som viser fremgang på flere væsentlige parametre, blandt andet arbejdsglæde og loyalitet.
En del af forklaringen kan findes i det kontinuerlige fokus på forbedringer, som blandt andet har medført en mere synlig og nærværende ledelse og ugentlige temaer om sikkerhed via spillekort, fortæller Tasso-direktør Kristian Bundgaard Pedersen:
"Vi arbejder struktureret med resultaterne fra undersøgelsen i tæt dialog med de enkelte afdelinger og udvikler handlingsplaner på, hvordan vi konkret skal arbejde med forskellige indsatser. Noget af det, der især er gået frem i dette års undersøgelse, er den overordnede ledelse i virksomheden. Jeg tror, det blandt andet er et resultat af, at vi har indført et system, hvor en repræsentant fra ledergruppen en gang om måneden deltager på tavlemøde i de enkelte afdelinger. Her fortæller vi både om de overordnede ting for hele virksomheden som markeds- og ordresituationen samt om strategi og værdier, mens vi også får mulighed for at få direkte input fra de enkelte medarbejdere," forklarer Kristian Bundgaard Pedersen.
Der er faste sikkerhedsprocedurer i produktionen, som stiller krav både til bestemt udstyr og til medarbejdernes ageren i produktionen. I løbet af det seneste år har der været ekstraordinært fokus på netop sikkerheden i dagligdagen – med udgangspunkt i en stak såkaldte sikkerhedsspillekort, oplyser Production Manager Anders Schmidt Dideriksen:
"Vi har i fællesskab udviklet spillekortene med forskellige specifikke emner inden for sikkerhed. På de daglige tavlemøder trækker en medarbejder to gange om ugen et spillekort, hvor emnet kan være eksempelvis gaffeltrucks. Så er dagens opgave, at alle skal tænke over og lægge mærke til, hvad der er relevant og vigtigt, når det kommer til at arbejde med gaffeltrucks på en sikker måde. Næste morgen samler teamlederen op på de forskellige observationer fra medarbejderne. På den måde er fokus på sikkerhed blevet langt mere dialogbaseret og håndgribeligt for medarbejderne frem for en enetale og løftet pegefinger fra lederen," siger Anders Schmidt Dideriksen.
Tasso er en del af støberikoncernen BIRN Group, som gennemfører trivselsundersøgelser hvert år i koncernens seks selskaber i Danmark, Sverige, Tyskland og Italien. På koncernniveau ligger områderne arbejdsglæde og loyalitet fortsat højt i den seneste undersøgelse, lyder det fra øverste koncernchef, CEO Carsten Beier, BIRN Group:
"Det er meget positivt, at arbejdsglæden og loyaliteten fortsat er høj i hele koncernen. Begge dele er væsentlige faktorer for, at man trives i sit arbejde. Som koncern er det meget vigtigt at have medarbejdere, der er glade for at gå på arbejde og stolte, når de går hjem, og det tyder resultaterne på er tilfældet hos os. Samtidig er vi glade for, at hele 92 procent af vores over 700 medarbejdere har taget sig tid til at svare på undersøgelsen. Det giver os et stærkt udgangspunkt for at arbejde videre med resultaterne," fastslår Claus Beier.