
30. oktober 2023, kl. 13:38
Et MADE Materiale Demonstrationsprojekt har aktuelt bragt Tantaline et stort skridt nærmere slidstærke bolte til havvindmøller, der ikke bliver nedbrudt af saltvand.
Manufacturing Academy of Denmark, MADE, peger aktuelt på SMV’en Tantaline fra Nordborgs seneste etablerede erfaringer inden for bolte med virksomhedens overfladebehandling af samme navn, der holder år efter år. Når Tantaline påføres en bolt, korroderer den nemlig ikke.
Udfordringen for Tantaline er, at overfladebehandlingen med tantal sker ved temperaturer på over 800 grader Celsius, som reducerer stålets styrke med cirka 30 procent.
Gennem et MADE Materiale Demonstrationsprojekt, udarbejdet sammen med FORCE Technology, er det lykkedes at bringe det tantalbelagte stål op på samme styrke, som det havde inden overfladebehandlingen.
Og nu skal metoden med Tantalbelagte bolte efterprøves i praksis. De skal sidde på et vindmøllefundament eller en boreplatform, hvor de bliver maksimalt udsat for vejr og vind, så branchen kan se, at de både holder og ikke korroderer – og dermed potentialet i at anvende dem, fortæller Operations Manager Paul Egginton, Tantaline.