www.teknovation.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger og statistik. Se vores cookies-politik >>
23. marts 2023, kl. 07:36
Industriens Fond meddeler, at den tidligere Cowi-chef og DI-formand Lars-Peter Søbye afløser Sten Scheibye i formandsstolen.
Det er to markante personligheder i dansk erhvervsliv der spiller hovedrollerne i en formandsrokade i Industriens Fonds bestyrelse. Den tidligere topchef i rådgivningsvirksomheden Cowi Lars-Peter Søbye afløser nemlig Sten Scheibye, der igennem mange år stod i spidsen for Coloplast og desuden har været formand for Novo Nordisk A/S og Novo Nordisk Fonden, samt i ti år har været formand for Industriens Fond.
Lars-Peter Søbye sætter sig i formandsstolen med flere års erfaring fra sin tid som formand i DI, der ligesom Industriens Fond også har skabelsen af et stærkt dansk erhvervsliv i fokus.
"Lige fra første dag har det været spændende at være en del af Industriens Fonds bestyrelse og jeg glæder mig enormt meget til at bygge videre på det fonden er i dag. Personligt har jeg i mange år arbejdet med bæredygtighed og global vækst, og det spiller jo enormt godt sammen med den strategi og de temaer, som fonden beskæftiger sig med," siger Lars-Peter Søbye, og tilføjer:
"Derudover interesserer jeg mig meget for iværksætteri. Det her med at bygge noget op fra bunden, baseret på ny teknologi, gode idéer og unikke forretningsmodeller, det er vildt inspirerende og noget, jeg selv har arbejdet med gennem mine seks år som formand for Bloxhub. Det er en agenda, hvor Industriens Fond gennem mange år har involveret sig i forskellige projekter og aktiviteter, så den del kunne jeg godt se for mig, at vi skærper og udvikler yderligere i en ikke alt for fjern fremtid".
Den afgående formand Sten Scheibye har været en del af Industriens Fonds bestyrelse siden 2009 og i de sidste ti år, har han siddet for bordenden som bestyrelsesformand.
"Sten Scheibye har spillet en kolossal rolle i både etableringen og udviklingen af Industriens Fond. Mange sager, strategidrøftelser og spændende projekter har været forbi hans skrivebord gennem årene, og man kan roligt sige, at han har været en afgørende drivkraft i at forme fonden og dens virke til det vi kender i dag. Jeg vil gerne sige en stor tak til Sten Scheibye for indsatsen og samtidig byde velkommen til Lars-Peter Søbye som formand," siger direktør Thomas Hofman-Bang, Industriens Fond.
Selv er Sten Scheibye glad for at aflevere en fond i absolut topform til sin efterfølger på formandsposten:
"Det har været både sjovt og berigende at være en del af Industriens Fond. For det første, så er fondens formål afgørende for os alle sammen. Dansk erhvervslivs konkurrenceevne er fundamentet for et stærkt Danmark, så det har, gennem alle årene, været en vigtig mission med stor betydning for mange mennesker. Industriens Fond spiller en vigtig rolle som erhvervsfremmeaktør, og der er aldrig strømmet mere konkurrencekraft fra fonden og ud til virksomhederne end der gør i dag, og den udvikling er Lars-Peter den helt rigtige til at videreføre," siger Sten Scheibye, der forlader Industriens Fonds bestyrelse, og her erstattes af Gitte Kirkegaard, der til daglig er CEO i virksomheden Logitrans.
Dermed kommer fondens bestyrelse fremover til at bestå af Torben M. Andersen, der er ny på næstformandsposten, Marie-Louise Bjerg, Lisbet Thyge Frandsen, Mikael Bay Hansen, og så alts Gitte Kirkegaard samt Lars-Peter Søbye.