
13. januar 2023, kl. 12:44
'Den hellige gral’ inden for elektrolyse af havvand blev ikke opnået i et MADE Materiale Demonstrationsprojekt med belægninger fra firmaet Tantaline. Til gengæld gav det indsigt i, hvad næste generation af tantalbelægninger, som er mere hårdføre i forhold til mekanisk slid, kan præstere, konstaterer parterne, der inkluderer FORCE Technology.
"Elektrolysen var ikke en succes, men projektet var en succes. Vi fik et resultat, selvom det ikke var det forventede resultat. Sådan er det jo ofte, når man prøver nye ting af," siger Operations Manager hos Tantaline Paul Egginton.
Under elektrolysen med havvand blev der dannet en belægning udenpå tantalbelægningen, og denne belægning var ikke strømledende. Med andre ord var det underordnet, om tantalbelægningen kunne beskytte mod korrosion eller ej, for belægningen saboterede elektrolysen.
I forlængelse af testene analyserede FORCE Technology den nyopståede belægning i et elektronmikroskop, og på grundlag af grundstofferne i belægningen har Tantaline fået bud på den kemiske sammensætning.
Tantalines tantalbelægning er meget modstandsdygtig mod syre, men ikke mod mekanisk slid. Den i forsøget opståede belægning er en type oxid-belægning, som normalt er meget hårdfør.
Det kan derfor være, at virksomheden kan udnytte den egenskab, så der er basis for en helt ny produktlinje, påpeger Paul Egginton:
”Resultatet har alligevel stor værdi for os (i forhold til Power-To-X, red.), fordi det peger os i retning af, hvilken elektrolyse vi i stedet skal fokusere på. Det er PEM-elektrolyse (Polymer Elektrolyt Membran, red.), som er vores næste testprojekt. PEM er næste generation af elektrolyse, og den rummer et stort vækstpotentiale for os,” konstaterer Operations Manageren.