
9. juni 2021, kl. 15:42
Det europæiske projekt VARETIT er nu skudt i gang, hvor Teknologisk institut sammen med organisationerne Euler3D, Bühler-Meincke, Ionics, CRM Group, Revatech og Granutools skal forbedre mulighederne for genanvendelse af emner og pulver i titanium.
I projektet skal parterne udvikle genbrugsløsninger, der muliggør en øget anvendelse af titanium i forbindelse med forskellige industrielle AM-teknologier såsom Powder Bed Fusion, Cladding, Coating, Metal Injection Molding, såvel som spild og kasserede emner fra den traditionel metalindustri.
Blandt andet skal der ses på muligheder for at reducere omkostningerne ved produktion af genanvendt titanium ved at benytte omkostningseffektive pulverproduktionsmetoder, og ved at se på bedre muligheder for at tilpasse det genanvendte pulver til den rigtige teknologi og anvendelse.
Titanium er valgt, da legeringerne anvendes i en lang række applikationer i forskellige sektorer på grund af kombinationen af høj mekanisk styrke og korrosionsbestandighed, såvel som lav densitet.
På samme tid er mængden af biprodukter inden for bearbejdning af titanium såsom skårne spåner steget kraftigt og har brug for en bedre værdiansættelse.
Projektet er finansieret af det europæiske forskningssamarbjede Eureka.