
2. november 2020, kl. 10:32
Ifølge Tribologicentret ved Teknologisk Institut, er det lykkedes at udvikle en innovativ titaniumnitridbelægning til temperaturfølsomme emner.
Tribologicentret ved Teknologisk Institut i Aarhus melder om nye muligheder for at lade emner blive belagt med titaniumnitrid, TiN.
Ved at gøre brug af den særlige HiPIMS PVD-teknik har centrets specialister udviklet belægningen TiN-HP-LT, der deponeres ved lav temperatur og derfor kan benyttes på temperaturfølsomme emner.
TiN er et velkendt, hård og slidstærkt belægningsmateriale med en karakteristisk gylden farve og anvendes inden for forskellige industrisegmenter til forbedring af ydeevne og levetid såsom skærende værktøj og komponenter.
Normalt kræver materialet en forholdsvis høj deponeringstemperatur for at opnå en god kvalitet, og det udelukker brugen på temperaturfølsomme overflader som eksempelvis hærdet lavlegeret stål, martensitisk rustfrit stål, nogle koldbearbejdede værktøjsstål og en række magnetiske materialer.
Ved hjælp af den specielle HiPIMS-teknik er det nu muligt at fremstille TiN-belægningen ved temperaturer helt ned til 130 grader celsius, påpeges det.
Den største forskel på HiPIMS og den traditionelle PVD-teknik DC Magnetron Sputtering (DCMS) er de strømforsyninger, som anvendes i deponeringsudstyret. Under DCMS holdes effekten på targets konstant på nogle få kilowatt, mens den under HiPIMS-processen pulseres, hvorved der opnås meget høje effekter over korte tidsintervaller.
Endelig er belægninger fremstillet med HiPIMS-teknikken som oftest tættere og glattere sammenlignet med traditionelle belægninger, konstateres det.