
11. august 2020, kl. 11:18
Det er en akut opgave, som regeringen i dag, tirsdag, har taget fat i med lanceringen af otte genstartteams inden for sektorer, hvor dansk eksport er særligt udfordret som følge af Covid-19-krisen, siger DI´s administrerende direktør Lars Sandahl Sørensen.
Danske eksportvirksomheder regner med en nedgang i omsætning i 2020 på 13 procent. Mere end hver tredje venter først at være tilbage ved normal eksportomsætning i 2022 eller senere. Den dystre prognose kalder på tiltag, der skal iværksættes hurtigst muligt, hvis Danmark skal undgå for store tab. Hvis dansk erhvervsliv skal lykkes, er der ikke bare brug for at finde løsninger på eksisterende eksportudfordringer, men samtidig afsøge nye eksportmuligheder, påpeger DI´s administrerende direktør Lars Sandahl Sørensen:
"Tusindevis af danske eksportvirksomheder er alvorligt ramt af coronakrisen. Der er brug for en decideret genstart af dansk eksport, hvis vi skal sikre et konkurrencedygtigt erhvervsliv de kommende år. Det er en akut og kritisk opgave, som vi bliver nødt til at løfte i fællesskab på tværs af sektorer. De otte genstartsteams kan levere nogle af svarene, og vi ser frem til det vigtige arbejde," siger Lars Sandahl Sørensen i en kommentar til regeringens initiativ.
DI spiller en aktiv rolle i arbejdet sammen med en lang række danske virksomheder, der repræsenterer otte forskellige sektorer og brancher, om at finde løsninger, der kan sætte gang i eksporten hurtigst muligt.
En aktuel rundspørge blandt DI’s medlemmer viser, at eksportvirksomhederne har primært tre ting i fokus efter Covid-19-krisen: At genskabe eksporten til eksisterende markeder, introducere nye varer og tjenester samt styrke deres konkurrenceevne.
"Regeringen har samlet nogle af de stærkeste kræfter inden for flere centrale erhverv, hvor Danmark har unikke styrkepositioner. Hvis vi også efter coronakrisen for eksempel skal eksportere grøn teknologi, der kan hjælpe klimaet, og Life Science-produkter, som hjælper mennesker i hele verden, kræver det fuldt fokus på at fremtidssikre eksporten nu, så de danske løsninger står så stærkt som muligt i den globale konkurrence. Det gælder både om at løse eksportudfordringer, men så sandelig også om at finde og gribe nye eksportmuligheder," siger Lars Sandahl Sørensen.
Danmark er en lille og åben økonomi, som er dybt afhængig af eksport. I 2019 eksporterede danske virksomheder for cirka 1.350 milliarder kroner, hvilket er et beløb, der svarer til 55 procent af landets BNP. Godt 850.000 danske job er direkte afhængig af eksport.
"Når dansk eksport falder så markant, så rammer det ikke bare virksomhederne men hele Danmark og det grundlag, der sikrer vores fælles velfærd. Det er arbejdspladser, vækst og hele vores økonomi og samfund, der bliver ramt. Det er en udvikling, vi skal tage alvorligt og være på forkant med ved at finde løsninger, der virker her og nu," siger Lars Sandahl Sørensen.
De nye genstartsteams er et vigtigt skridt på vejen, men, der skal tages yderligere og større skridt, hvis vi skal genoprette dansk eksport. DI forventer således, at der snarest går reelle forhandlinger i gang om den samlede genopretning af Danmark. Før sommer lancerede DI i tæt dialog med medlemsvirksomhederne en plan med 20 målrettede forslag til, hvordan der kan gøres en ekstraordinær indsats for at sikre dansk eksport. Denne plan vil være et solidt udgangspunkt for arbejdet på tværs af de otte genstartsteams.
De otte genstartteams er: Produktion og grøn teknologi med Grundfos-CEO Mads Nipper som formand, Det maritime Danmark med Maersks Vice President Henriette Hallberg Thygesen, som formand, Roccamore-direktør Frederikke Schmidt er formand for området mode og tekstil, mens Tivoli-direktør Lars Liebst er formand for området turisme og oplevelsesøkonomi. Novo Nordisk-direktør Lars Fruergaard er formand for Life Science, Danish Crown-direktør Jais Valeur er formand for fødevarer, CKJ Steel-direktør Carsten Jensen er formand for SMV-indsatsen og endeligt er SAS-koncerndirektør Simon Pauck Hansen formand for luftfarten.